Valg, og sådan nogen sager...

Det er efterhånden en uges tid siden jeg sidst har skrevet. Ikke fordi jeg har glemt det, men fordi jeg har haft meget andet at se til, jeg må være bedre til at prioritere.


I lørdags var jeg ude at se byen med en kollega fra universitetet. Han hedder Taleb, er oprindeligt fra Syrien, men har boet en del år i Frankrig. Han er begyndt på sin anden PhD grad på Northeastern, efter at have fuldført en i Frankrig. Vi startede med at gå op i Prudential Tower, som er et højhus i Boston.

Inde i tårnet, var der dog gang i et arrangement som Under Armour havde startet. #FlightsForFight tror jeg det hed. Det handlede om at man skulle løbe op af de 50 etager trapper der var i bygningen, og derigennem samle penge ind til veteraner, sådan forstod jeg det hvertfald på damen. Derudover var det også et reklamefremstød for Under Armour. Fra udsigtsts etagen, kunne man se hele byen, og vejret var perfekt! Det skal dog siges, at når flyene letter sydover, så flyver de næsten lige imod tårnet. Det var lidt sjovt.

Mens vi gik rundt, kom der et krydstogt skib fyldt med pensionister, og deres guide så ud til at kede sig lidt, da hun havde sluppet pensionisterne løs. Så jeg spurgte hende om løst og fast. Hun snakkede om at der boede cirka 750.000 mennesker i Boston by, hvoraf de 250.000 var studerende. Regn det lige sammen: 250.000 studernede, der hver giver 50.000 dollars årligt. Det giver 87.5 milliarder danske kroner i omsætning til universiteterne.. Det er vel også en slags penge! Derudover snakkede hun omkring at de rensede deres vand, og pumpede det 8 kilometer ud i havet, for når det så kom tilbage, var det rent. Det ved jeg ikke helt hvad jeg skulle syntes om, men hun havde da nok ret. Jeg syntes stadigvæk det danske vand smager bedst!

Da vi kom ned, tog vi over til MIT, og så deres bygninger. De er pæne, og man kan herfra, få en fantastisk udsigt over Boston by (MIT ligger i Cambridge, som er på den anden side af floden). Der er lagt et billede til i bunden heraf.


Om søndagen ville jeg egentlig bare slappe af, gøre rent og vaske tøj. Men jeg var efterhånden blevet lidt træt af mine sko, de er ikke særlig gode til min dårlige fod. Så jeg besluttede mig for om aftenen, at gå ned i NIKE butikken for at købe nogle sko. Det tager cirka 10 minutter at komme fra min lejlighed og ned i gaden hvor alle butikkerne er, til fods. Ikke dårligt!

Jeg købte nogle "Nike AirMax Zoom Vomero" (tror jeg), de er ganske pæne, og vigtigst af alt, så er de behaglige at gå i! Ellers skete der faktisk ikke det store.

Jeg vil dog nævne, at deres vaskemaskiner er mærkelige. Istedet for at vælge et program og en temperatur, har man 3 valgmuligheder til vandet: "Varmt, Lunkent eller Koldt". Og så kan man vælge 2 slynghastigheder: "Almindeligt eller Skåne". Men det er nok sådan de er vant til det. Jeg kan dog bedre lide min vaskemaskine derhjemme.


I løbet af ugen har jeg hidtil ikke set så meget. Tirsdag arbejdede jeg hjemmefra, for at kunne få læst et paper ordentligt, samtidigt med at jeg ikke blev forstyrret på mit kontor. Det er lidt træls at jeg sidder lige ved døren, og konstant hører folk når de går ind og ud. Men sådan er det nok. Jeg tog dog en længere frokostpause, og besluttede at jeg ville gå en tur til CambridgeSide Plaza, som er et stort indkøbscenter. Der er cirka 5 kilometer hertil. Jeg tog kameraet med, da vejret var fantastisk.

Planen var at jeg ville have haft et ND-10 filter til mit kamera, så man kan tage billeder med lang lukketid i dagslys også, men det kunne jeg ikke få, da de ikke solgte det i den størrelse jeg gerne ville have det i. Istedet købte jeg et polariserende filter, så jeg nu bedre kan styre farverne på billederne. Det begynder at tage form - men det næste skridt, er dog stadigvæk at købe en 85mm F1.2 L linse fra Canon, den koster hvertfald 10.000 kroner, men mon ikke jeg får sparet op til den en dag. Så skal i nemlig se billeder! Udover filtret, så gik jeg også købt en fjernbetjening, så jeg kan tage billeder uden at røre ved kameraet, det er meget praktisk når jeg skal tage de her aften billeder med lang lukketid, så slipper man for at det bliver rystet.


Valget som i helt sikkert ikke har kunnet undgå at se, så vandt Donald Trump præsidentvalget i tirsdags. Jeg er sådan set fløjtende ligeglad med hvem der er præsident, men det lader ikke til at mine venner på facebook er. Jeg vil lade dem om det, uanset hvordan man vender og drejer det, så har han altså vundet valget på redelig vis. Og bare rolig, jeg frygter ikke for at der udbryder borgerkrig. Tværtimod, Jeg tror Massechusetts (og derved Boston), hvilket meget i sig selv - hvilket er rart, og passer mig fint!


Nå - tilbage til arbejdet! Kan i have det godt, jeg har det fantastisk!
Kram og kys: Rasmus


Nattebillede fra broen der går over Charles River. Lang lukketid.
Nattebillede fra broen der går over Charles River. Lang lukketid.
Hancock Tower og Boston Back Bay. Taget fra Cambridge Siden. Det var ikke dette højhus vi var oppe i.
Hancock Tower og Boston Back Bay. Taget fra Cambridge Siden. Det var ikke dette højhus vi var oppe i.
Dagen hvor jeg gik til CambridgeSide Plaza for at købe filtret til kameraet. Se lige hvordan farverne er pæne, og spejler sig i vandet. Mere af det tak!
Dagen hvor jeg gik til CambridgeSide Plaza for at købe filtret til kameraet. Se lige hvordan farverne er pæne, og spejler sig i vandet. Mere af det tak!

Ikke alting er større i USA.

Så har jeg snart været i USA i en uge - så langt, så godt! Nu er der 4 måneder og 3 uger til at jeg vender næsen hjemad, hvis man ser bort fra min sviptur i julen - men den er så kort, at jeg ikke engang når at vende min døgnrytme, så den tæller ikke.

Igår var jeg til frokost med Mario (og hans kone Oksana), på universitetets Faculty Club, intet mindre. Den ligger på 6. etage af deres administrationsbygning. Hele etagen, er i øvrigt dedikeret til tidligere studerende på universitetet. Som Mario sagde, det er her de tager dem hen, når de skal have nogle penge ud af dem. For det er hele humlen ved de Amerikanske universiteter, det er penge maskiner.

I Fakultets klubben kunne man vælge ud fra et menukort, eller man kunne tage buffet. Jeg syntes buffeten så ganske god ud, så den gik jeg ombord i. Der var alt fra Lasagne til Dampet fisk, så der var rigeligt at vælge imellem. Desserten skulle og bestilles fra deres dessert menu, hvor jeg fik en "Apple Crisp med Vanilje is" - det eneste der var at sige om den, var at der var nok. Jeg tror der var ligeså meget dessert, som der var hovedret. På turen tilbage til kontoret kom vi til at snakke om hvad det kostede at studere i USA. På Northeastern, koster ét års studier, 30.000 dollars, og så skal du lægge 20.000 dollars fra, til husleje og leveomkostninger. Alt i alt, så giver man 50.000 dollars årligt, for at gå på universitetet. De penge kan man selvfølgelig låne, men se at komme fra universitetet, efter 3 år, med en gæld på omkring en million danske kroner, man så kunne begynde at arbejde af på. Dog skal det siges at lønningerne for folk med universitets uddannelser herovre, er ganske fornuftige at se på. For sjov slog jeg et job op (jeg ville syntes var interessant), og der var lønnen 150.000 dollars, årligt. Det kan være jeg skal sige det til næste lønforhandling...

Resten af dagen gik med et "gruppemøde" mellem alle dem jeg delte kontor med, og så gik turen hjemover. Dem jeg deler kontor med, arbejder med det samme som mig, bare fra en anden angrebsvinkel, hvor de bruger det til at finde ud af om folk går den forkerte vej i lufthavnen. Det er faktisk ret spændende. De kan bruge det til at detektere mønstre i hvilken vej folk bevæger sig. Det er ret fedt! I hele afdelingen, vil jeg tro vi er 15 mennesker, hvoraf halvdelen er fra Kina. Det sagde Mario i øvrigt også, der er næsten ingen amerikanere der tager en Ph.D., og der var endnu færre der læste til ingeniører. Langt størstedelen af amerikanerne vælger at læsse Jura eller uddanner sig til at arbejde for sundhedsvæsenet - for det er der langt flere penge i. Det er lidt spøjst, men vi har samme problematik i Danmark.

I øvrigt nævnte han, at størstedelen af de ingeniører der var ansat i amerikanske virksomheder, var fra udlandet (hvoraf Kina og Indien, klart vejede tungest).

Jeg havde besluttet mig for at lave aftensmad, sådan ordentligt, da jeg efterhånden syntes det var på tide. Jeg havde egentlig tænkt at lave lasagne, men der mangler et fad der er stort nok, så det blev til en lasagnette (tror jeg det hedder) istedet, med salat til. Tanken var egentlig at jeg gerne ville tabe mig mens jeg var i USA. Og ja - du tænker sikkert at det er umuligt at gøre i et land hvor sodavand er billigere end postevand, men jeg tror det kan lade sig gøre. I weekenden skal jeg have fat i et par løbesko, og så skal foden ellers i gang. Jeg vil enormt gerne om jeg kan løbe 5 kilometer når jeg kommer hjem engang. Det har jeg sat mig som mål. Så det holder jeg jer i øvrigt opdateret på!

Det med at alt er større i USA er i øvrigt ikke helt rigtigt! De gryder der er i lejligheden, er hvertfald mikroskopiske. Men hvorom alting er, så smagte maden fantastisk - og jeg tror jeg som den eneste i Boston igår, spiste hjemmelavet mad!


Billeder:

img_20161103_182847
Den mindste af gryderne.. Jeg har set kaffekopper der var større!
img_0383
Aftensmaden - billeder er i øvrigt taget med mit kamera, det er derfor det ser så pisse skarpt ud!
img_20161103_082831_1-1
Mit skrivebord! Eller "cubicle" hedder det vel på amerikansk.

Første "rigtige" dag på Northeastern.

Igår skrev jeg ikke noget - primært fordi jeg ikke havde noget at skrive! Men jeg vælger nu alligevel at skrive lidt i dag.

Jeg havde igår min første "rigtige" dag på Northeastern, hvor jeg ikke skulle lave hverken papirarbejde, eller til et eller andet informationsmøde omkring mit visum. Dagen startede som de andre, men da jeg kom ud af døren, var vejret markant anderledes end det plejer at være. Det var så varmt, at man nok egentlig burde have haft shorts på. Det var lidt mærkeligt, når der dagen forinden kun var 3 graders varme. Deres temperatur skala, måler i øvrigt i Fahrenheit. En skala der ikke har noget som helst fysisk bundet op på sig.

Historien går, at en mand engang tænkte "puha, her er godt nok koldt", og satte det som 0 grader og så en dag hvor han syntes det virkelig var varmt, satte han som 100 grader. Det virker lidt fjollet når man tænker over det. Når der er 32 grader Fahrenheit, så er der 0 grader Celsius (som er det vi måler i i Europa). Det skal man lige vænne sig til, men amerikanerne er jo vokset op i det, så de syntes nok det giver mening.

Jeg tog på universitetet, og fik faktisk nået en del, blandt andet fik jeg lavet nedenstående:

Snippet fra mit skrivebord.
Snippet fra mit skrivebord.

Det er et udsnit fra mit skrivebord med det stykke kode jeg fik lavet. Kort fortalt, så udregner det en moment-matrice (er tanken hvertfald). Et moment er et udtryk der bliver brugt i matematik, og er ikke som dem vi forstår fra fysik. Man kan regne flere forskellige momenter, og det første moment er værdien selv, det næste er gennemsnittet for værdien, og så variansen for værdien, så "skævheden" af værdien, "kurtosen" for værdien (den beskriver hvor tung værdien er - omtrent), og så vokser de ellers deropad. Det smarte ved at regne sådan en matrice, er at man får flere informationer ud af tallet, end bare tallet selv. En analogi (der ikke er den samme), kan eksempelvis være når du kører i bil.

Bilens position er en værdi, hastighed er en værdi (som er din positionsændring over tid) eller acceleration er en værdi (ændringen af hastighed over tid). I øvrigt hedder ændringen af acceleration over tid jerk, og de næste i rækken er snap, crackle og pop. Det begynder måske at være lidt abstrakt at tale om, fordi man ikke direkte kan forholde sig til det, men til eksempel, så vil du oftest minimere din acceleration i en bil, fordi det slider mindre på motoren.

På samme måde, kan man analyserer hvordan et tal forholder sig til et andet tal, ved at analysere alle de her ting over tid. Og det er egentlig målet. Det store problem, er nu at matricen jeg beregner (den der hedder momentOutput), er singulær. At en matrice er singulær betyder, på godt jysk, at den er unik. Det problem jeg sidder og bakser med, er at udregne den "inverse" af den. Problemet er at man ikke kan beregne en invers af en singulær matrice. Men man kan beregne en matrice der minder om det, og det skal jeg så lige have løst.. Mon ikke det kommer lige pludseligt.

I dag (3. November), har Mario inviteret mig på frokost, og så skal vi have styr på at jeg kan få mig et adgangskort til bygningerne, så jeg kan komme ind og ud, hvis jeg pludselig skulle få lyst til at tage herned midt om natten.

Kan i holde jer muntre! Afhængigt af om jeg kommer ud og tage billeder i aften, så kan det være jeg skriver igen! Kys og kram.
/Rasmus

En myte eller 2, om USA..

I dag havde jeg min første rigtige dag, så der er egentlig ikke så meget at skrive om - men jeg tænkte jeg lige ville skrive et par linjer omkring de observationer jeg har gjort mig. Jeg tænkte lidt at be- og afkræfte nogle myter og ting man har hørt om USA.

  • Er cola billigere end vand? Ja - du skal ikke lede længe før at du finder et supermarked der har 2 liter Coca Cola på tilbud til 0.99 dollar (cirka 7 kroner), det er som jeg lige regner det ud, samme pris som i Tyskland. Til gengæld koster 2 liter flaske vand, altid 1.49 dollars.
  • Kører alle i trucks? Der er ingen tvivl om at Amerikanere kører, selvom de bare skal 500 meter. Dog er jeg overrasket over hvor mange "almindelige" biler der kører rundt herovre. Dog er mængden af ENORME pick-up trucks, stadigvæk dominerende. Jeg har endnu til gode at se den første VW Up!.
  • Benzin er næsten gratis? Her må jeg igen bekræfte det! En gallon (3.8 liter), koster 2.6 dollars (17.5 kroner). Hvilket giver en literpris på 4.6 kroner. Det er noget billigere end hvad man giver i Danmark. Men dog må jeg inddrømme at det stadigvæk virker dumt at køre rundt i en pick-up på størrelse med en bus, specielt når man skal køre rundt i en by.

Mens vi snakker om bilerne, så kører amerikanerne "spændende". Jeg kan ikke helt afgøre om der er regler, og i så fald, om de bliver fulgt. I Boston er der mange vejkryds, hvor der ikke er lysregulering, men hvem der har fortrinsret tror jeg ikke de er enige om. Folk kører lidt frem, og så er der pludselig én der bestemmer sig for at køre, og så får vedkomne lov til det. Det er vel en slags jungle-lov, hvor den største og hurtigste kommer først over krydset. Intet under at mange af bilerne er halvt ødelagte. I øvrigt skal de ikke synes ligesom i Danmark.

 

Noget andet, der fylder meget i nyhederne i Danmark, fylder overraskende lidt i nyhederne herover, du gættede rigtigt, valget. Selvfølgelig har de nogle debatprogrammer, men der er faktisk flest reklamer for deres "stats-valg", jeg tror det tilsvarer vores regionsvalg. Dog handler ingen af reklamerne om hvad den enkelte politiker står for, men om hvad de andre har gjort af dårlige ting.. Det virker lidt underligt, og handler egentlig ikke om politik. Men sådan er det.

Her til aften har jeg snakket med Camilla, det var nu dejligt at se hende! Jeg må ærligt inddrømme at jeg savner hende - men lige nu, er der 1000 ting omkring mig, så det har ikke helt bundfaldet sig endnu, men det kommer stille og roligt tilbage. Nu kan jeg så småt begynde at se frem til jul, og så at hun skal med på besøg herovre!


Billede:

Da det meste af skrivet har handlet om biler, har jeg taget et billede af en ringvejstilkørsel her til aften.

img_0378
Tilkørsel til en ringvej der går igennem Boston. Jeg er lidt træt af at billedet ikke er taget i midten, men i højre side (udenfor billedet), står der et åndssvagt skilt, som lyste helt vildt op. Men nyd det, råt og uredigeret.

Første dag i USA!

Der kommer lidt meget skriv idag, da jeg både skriver om igår, og så om min første dag på Northeastern. Bær over med det.


Dagen igår...
Jeg skylder i øvrigt vist også at skrive lidt om igår.

Jeg havde aftalt med Mary, at hun gerne ville bruge et par timer på at vise mig rundt i byen, og hjælpe mig, hvis jeg havde nogle ærinder jeg skulle have løst. Jeg havde snakket lidt løst med hende, om at jeg gerne ville have noget vin, når der nu var en fin vinholder i lejligheden - så det første hun foreslog vi gjorde, var at køre forbi en "Liquor Store", hvor vi kunne få fat i noget vin. De fungerer lidt som supermarkeder, bare at man kun kan købe alkohol. Jeg købte 3 flasker vin, og så ville Mary gerne give mig en flaske også, så jeg har nu lidt vin liggende, som jeg skal have smagt på et tidspunkt!

Dernæst skulle Mary have fat i nogle ting i et byggemarked, og jeg sagde at jeg gerne ville med. Så kunne jeg jo få muligheden til at se sådan et også! Home Depot (som stedet hed), mindede mest af alt om et Bauhaus på steroider! Selve rummet vi kom ind i, var så stort at jeg næsten ikke kunne se til den anden ende. Og vi skulle bare bruge nogle skruer af en art... Heldigvis er Amerikanerne enormt flinke til at huske hvor ting er henne, så vi spurgte en af dem i butikken om hjælp, og han udbrød straks "its in aisle 26" (det er i gang nummer 26), utroligt at de kan huske sådan noget. Vi fik skruerne, og kom derfra.

Turen gik nu rundt i det meste af Boston. Mary er blandt andet "real estate developer", som betyder at hun køber lejligheder, sætter dem i stand, og sælger dem, med profit. Hun havde så sent som i sidste uge, købt en lejlighed, renoveret den lidt, og solgt den igen, og tjent 30.000 dollars (små 200.000 kroner), for cirka 14 dages arbejde. Det er ikke en helt dårlig timeløn. Men det at hun gør i lejligheder, gør at hun for det første kender gud og hver mand man møder, men også at hun ved alt muligt om hvilke distrikter og områder der er værd at se. Vi kørte blandt andet rundt i det Italiensk-inspirerede "North End", hvor der er fyldt med små italienske caféer og restauranter. Dog sagde hun, at der ikke rigtigt boede nogle italienske familier mere, fordi de kunne tjene en god skilling på at sælge deres huse, og flytte ud i forstaderne, hvilket størstedelen havde gjort.

Udover at se det italienske kvarter, kom vi også forbi det Finansielle Kvartér, hvor højhusene ligger side om side. En sjov anekdote, var at Mary engang var blevet tilbudt at købe en skyskraber (Custom House Tower) for 122 millioner dollars, hvis jeg husker rigtigt. Men hun valgte ikke at slå til, da hun ikke rigtigt kunne se idéen i at eje en skyskraber, selvom det kunne være sjovt, som hun sagde. Hun kalder den selv "The Mary Lewis Building", der skal vel ikke være nogen smalle steder?

Efter at have kørt rundt i Downtown, kørte vi ud mod en af forstaderne, jeg tror den hed Charlestown, men er ikke sikker. Charlestown er ikke det bedste nabolag i Boston, men de har nogle butikker, hvor dagligvarene ikke koster særlig meget, og så kunne jeg jo passende få fyldt køleskabet med alt det jeg havde brug for! Butikken hed "Save-a-Lot" (Spar En Masse), og havde alt, til fornuftige priser. Én ting jeg godt kan lide ved USA, er at alt frugt og grønt bliver solgt per vægt, så man kan nøjes med at købe det man skal bruge, frem for eksempelvis at skulle købe 10 tomater for at få rabat.

Jeg handlede ind, og endte med at købe for 39 dollars (270 kroner), og fik egentlig en del, også mere end hvad jeg ville have fået for samme pris i Danmark, har jeg bildt mig selv ind! Blandt andet gav jeg 5 kroner for 10 æg - det syntes jeg var billigt!

Da vi havde handlet, var klokken ved at være aftensmads tid, og Mary havde budt mig på mad. Hun kørte ud mod et sted hun engang havde boet, der ligger på den nordlige side af Boston Bay, med en fantastisk udsigt over højhusene på den anden side af vandet. Stedet hed "Pier 6", og er helt sikkert et sted jeg skal have Camilla med, når hun engang kommer herover! Vi fik en burger og en øl (en lokal IPA for de interesserede), og nød egentlig udsigten imens vi snakkede om løst og fast - og om forskelle på amerikansk og dansk kultur. Blandet andet tror jeg vi fik slået fast, at vi (selvom vi betaler meget i skat), nok egentlig har det meget godt i Danmark.

Da vi var på vej hjem ad, kom jeg til at spørge hvor man gik i byen når man var i Boston? Mary tog den næste frakørsel, og kørte ned forbi Fenway Park (deres baseball stadion), hvor hun viste mig en gade hvor der var en masse berømte klubber og pubs. Herefter gik turen hjemover. Dagen var sådan set også ved at være gået.


Den første dag.. 
Så har jeg endelig haft den første rigtige dag i USA. Jeg havde aftalt med Mario (professoren der er min vejleder mens jeg er i USA), at mødes klokken 9, på hans kontor! Jeg tænkte ikke videre over det, andet end at, det kan jeg sagtens finde! Jeg havde armeret mig med min telefon, og havde fundet adressen jeg skulle finde, og det gik egentlig fint, indtil jeg næsten var fremme.

Jeg kom til at dreje ned af vejen før, og kom således ind på Campus området. Det var en smule større end jeg lige havde regnet med, så jeg endte faktisk med at gå rundt over det hele, og tænkte at jeg stadig sagtens kunne finde det, inden jeg måtte krybe til korset, og spørge nogle Campus Betjente om vej. Campus Betjentene, har i øvrigt fuldstændig samme beføjelser som det almindelige politi, de er bare begrænset i deres virkeområde, til universitets området. Derudover, så går de med våben...

Nå, jeg fandt endelig frem, og fandt så også ud af, at havde jeg ladet være med at dreje for tidligt, var jeg kommet lige ind af fordøren! Jeg fandt Mario, og vi fik lige en kort snak, inden han begyndte at vise mig rundt. Det er ret smart egentlig, under hele universitetet, er der gange, så man kan komme fra A til B, uden at skulle udenfor! Vi fik en kop kaffe, og talte om løst og fast - blandt andet at det var træls, at studerende i Texas nu måtte have våben med til forelæsning, tænk hvis man skulle dumpe en studerende, der så trak en pistol på én.. Lidt skræmmende! Derudover, så er Mario (blevet) amerikansk statsborger, og han udtrykte da klart, at hvis Donald Trump blev valgt som præsident, så ville han overveje kraftigt at flytte tilbage til Uruguay.

Han viste mig mit nye skrivebord (billedet kommer senere), samt de 2-3 andre studerende der var tilknyttet hans afdeling! De virkede ret søde, den ene var en kineser (jeg kan ikke huske navnet), og den anden var vistnok fra Sydamerika, men jeg er ikke sikker.

Mario skulle til et møde, og var nød til at smutte, men det passede sådan set mig meget godt - så kunne jeg lige liste lidt mere rundt på campus området, inden jeg skulle til min "J-1 Visa Orientation Session". Jeg sad først i kantinen, og fik ringet hjem, imens jeg læste nogle papers jeg havde fået tilsendt, og pludselig slog det mig, hvor meget Amerikanerne gør i Halloween. 1/3 af alle menneskerne i kantinen var klædt ud, i mere eller mindre grad. Der var alt fra Ghostbusters til folk der var klædt ud som køer. Ret underligt. Specielt var det underligt, da vi skulle forbi et kontor for at finde ud af noget papirarbejde, og receptionisten sad med en maske på. Jeg var vitterligt nød til at kigge væk samt knuge min hånd hårdt, for ikke at bryde sammen af grin. Det hele virkede bare så useriøst.. Men det gik!

Jeg gik lige rundt, og måtte så endelig bevæge mig op imod deres OGS (Office of Global Services), hvor vi skulle have den her forelæsning, om hvad vi måtte og ikke måtte på vores visum. Til mødet, var vi 7 mennesker. Én fra Schweiz, én fra Frankring, og 4 kinesere. Dem er der godt nok mange af! Til fælles havde vi, at vi alle tilhørte en eller anden form for ingeniørvidenskab, og størstedelen var biologer. Selve arrangementet var sådan set meget hyggeligt, men til min smag, var det også en smule overflødigt. Den vigtigste besked, var at det var smart at få lavet et Massechusetts ID, så jeg ikke skulle slæbe rundt på mit pas hele tiden, så det skal jeg klart have lavet! Og så at jeg skal have udfyldt en formular om at jeg ikke skal betale amerikansk skat. Meget dejligt at vide, men det kunne de ærlig talt godt have skrevet i et brev. Men sådan er det.

Det vigtigste, var egentlig at jeg fik et stempel i mit VISA, der gør at jeg kan komme ind i USA igen, når jeg nu rejser hjem til jul. Jeg slider stadigvæk lidt med tidsforskellen, og vågner konsekvent klokken 4 om morgenen. Men det skal jeg nu nok få lavet om på stille og roligt!


Billeder...

Undskyld at billederne er kæmpe store. De kommer råt fra kameraet. Jeg skal nok få dem lavet mindre til næste gang! I mellemtiden, hyg jer!

img_0337
Udsigten fra Restauranten! Jeg havde ikke fået min fod til kameraet med, så der er ikke nogle lækre billeder fra om aftenen. Men bare roligt! De skal nok komme.
img_0334
Min aftensmad fra i lørdags. "Italian Sausage" hot dogs. Italian Sausage er amerikansk for medisterpølse med krydderier.
img_0365
Flaget der vejer over administrations bygningen på Northeastern University.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mys, kys og kram.
/Rasmus

Første dag i USA... 55 grader, og livet er herligt!

Så kommer den første post fra USA's land!

Efter at have været på farten siden klokken 04:50 i går morges, ankom jeg klokken 18:30 (dansk tid), til USA! Jeg havde sådan set gjort mig klar til at det ville tage hvertfald en time at komme igennem immigrationen, og havde også forventet at de gerne ville kigge i min bagage, men omkring klokken 19, stod jeg klar ude for lufthavnen, og ventede på at blive samlet op.

Hjemmefra, havde vi booket en lejlighed i USA, af en dame der hedder Mary Lewis, og kort tid efter jeg havde ringet til hende, holdt hun foran lufthavnen, klar til at køre mig hjem til lejligheden! Vi kørte direkte derhen, og fik mine ting smidt ind, imens hun lige fandt en plads til bilen. Og så startede vi ellers med at vise mig rundt!

Lejligheden:

Lejligheden (som er på cirka 40 kvm, og koster imellem 700-800.000 dollars hvis man skulle købe den), ligger lige imellem universitetet, og en gade hvor alle gængse amerikanske mærketøjs butikker ligger. Og så var det pludseligt at det slog mig, at jeg pludselig var palle alene i verden, på den anden side af jorden! Men det havde jeg ikke tid til at tage mig af - Mary var i fuld sving med at vise mig rundt! Lejligheden er blandt andet udstyret med opvaskemaskine, gaskomfur (med gas ovn), et toilet med 2-skylle muligheder; almindeligt, og så hvor den bare bliver ved med at skylle. Der er en svupper istedet for en toiletbørste, og så tror jeg badeværelset er udstyret med det dyreste brusehovede jeg har hørt om. Det kostede 1000 dollars, og jeg kan egentlig godt se fidusen i det. Der sidder åbenbart sådan noget "parafin"-halløj inde i brusehovedet, der gør at bruseren slukker når den når 105 grader Fahrenheit (40 grader), og så skal man trække i en snor for at den går igang igen. Så kan man jo tænde bruseren, tage tøjet af, og når man så tænder for vandet igen - så er det dejlig lunt. Smart, men i min optik, virker det også lidt fjollet at bruge penge på - men hvad, det er moderne. Slutteligt, så er køkkenvasken monteret med en blender, som (jeg tror) blender det affald man putter ned i den.

Jeg har vedhæftet et par billeder af lejligheden - så i kan få et overblik over hvordan den ser ud.

billede af stuen.

img_0278

img_0277

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er meget hyggelig, dog vil jeg give udsigten 0 stjerner. Man kigger direkte over i en mur.

Rundvisning:

Efter at Mary havde vidst mig rundt i bygningen, ville hun gerne vise mig Boston. Så vi begyndte at køre rundt, og jeg tror vi fik set størstedelen af den del af byen der ligger på sydsiden af Charles floden (der løber igennem Boston). Vi så blandt andet John Kerrys hus (det ene han har i Boston), deres Statsbygning, og så kørte vi forbi nogle højhuse, som jeg helst sikkert skal ned og se senere.

Vi aftalte lige at tales ved, om vi skulle se på noget på søndag også, hvor jeg lige ville have tid til at falde til, og få hvilket ud. Jeg var efterhånden godt træt. Hun er i øvrigt SUPER sød, og virker oprigtigt til at tage sig godt af sine lejere.

Indkøb:

Efter at vi havde brugt 2-3 timer på at køre rundt, var jeg efterhånden både træt og sulten, og kunne ikke overskue at skulle til at lave noget mad. Så jeg ville finde en hæveautomat, og så hæve nogle penge jeg kunne købe noget mad for. Det endte dog med at jeg fandt en CVS/Pharmacy, og hvad jeg troede var en Matas lignende butik, viste sig at være en kombineret Matas/Apotek/Supermarkeds-ting, så jeg endte med at købe mig en sandwich, en cola og nogle salt-chips jeg så spiste, og ventede med at handle til i morgen.

Nå, jeg vil se om jeg kan få en lur, så jeg kan få min døgnrytme til at passe noget bedre! Kan i holde jer muntre!

Rasmus

Handicap assistance, and then some.. Og hvordan boarder man et fly?

Jeg er i øjeblikket på vej til Buenos Aires (ja, i Argentina), for at præsentere et paper jeg arbejdede på sidste år. Det omhandler at vi har anvendt Barriere Certifikater på en kølecontainer (eller, hvertfald på en del af den), det skal nok blive godt! Jeg har ikke lavet præsentationen endnu, men givet at flyturen er på små 14 timer, tror jeg nok jeg får tid nok til det!

Det sjove er, at jeg skrev til rejseagenten at jeg var dårligt gående, og hun bestilte handicap hjælp! Selvom jeg efterhånden er træt af at skulle have hjælp til mange ting, syntes jeg faktisk det var ret sjovt at køre igennem Schipol lufthavn i Amsterdam, i en elbil, med Mohammed som chauffør! Det var faktisk enormt effektivt...

Nå, tilbage til det jeg ville snakke om - jeg så for tid siden et Mythbusters afsnit, hvor de afprøvede forskellige måder at boarde fly på - (den er tilgængelig her), og i den forbindelse syntes jeg faktisk det var interessant, at den hurtigste metode, er den folk mindst kan lide. Det relaterer sig (lidt) til et tidligere opslag jeg lavede omkring Pubcrawl Paradokset. Det er et planlægningsproblem, og det er et planlægningsproblem man kan løse! Det viser sig imidlertid, at der er lavet en del forskning på området, med at boarde fly! Og den konventionelle "bagfra og frem" er efter alle mål, den klart langsomste metode at bruge. Jeg fandt en spændende opsummering på The Atlantic.

Det viser sig, at den hurtigste metode, er at bare lade folk gå om bord tilfældigt, ét stort hvirvar. Men sjovt nok, så er det den metode folk hader. Og jeg kan godt forstå dem. Folk går ind i begge ender, uden at vide hvor de skal sidde, folk går forbi deres plads (underligt nok - det er vel efterhånden socialt accepteret at tælrækken går (n+1) for alle tal (pånær tallet 13, det findes ikke i fly - læg mærke til det, næste gang du flyver)). Og skal pludselig op og have fat i noget i deres håndbagage. Det er et helt håbløst koncept egentligt. Men så er det godt der findes andre metoder, som dog kræver at folk bruger de 2 hjerne celler, de sommetider har at flytte med. Det er der skrevet lidt om her. Alt i alt, et meget spændende område egentlig.

Hvis jeg får tid på flyveturen, tror jeg at jeg laver et simulerings script, til at teste de forskellige metoder. Jeg burde i øvrigt også få færdiggjort Pubcrawl simulatoren. Kombinatorik er vejen frem, og også et område jeg ikke mener får nok fokus.

Nå, jeg vil nyde en kold salat, god dag!
/Rasmus

Ping this site, ping that site - and try this combination..

At Lodam, we are putting a really big effort, in to being the best workplace in Denmark. This means that management, have signed us up for the "Great Place to Work" scheme, which sends out a questionnaire which then compares us the other businesses in Denmark (of the same size). They send the questionnaire by a link, that sends you to an online form, which you need to fill.

Furthermore, they encourage all the departments to answer, there are prizes involved.

And, as i don't like to loose, i would like to ensure that everybody in my department have answered the questionnaire, så we started to look at the URL strings they send out. They look something like this:


https://or.allegiancetech.de/cgi-bin/qwebcorporate.dll?idx=EUFMZ4&l=dansk&rk=6YAPJG


Notice the last 6 digits. That's the unique identifier. All left to do now, is to develop a small script that generates all possible permutations of keys, and then ping the web-page for every entry generated. It only contains capitalized letters and numbers, so the number of possible permutations is relatively small. Somewhere around 2.2 billion keys.

Last evening, i developed this script, which runs all the possible permutations (the 2.2 billion). Have fun - remove (or adjust) the iterMax parameter, to ensure that your computer does not go bonkers.

What i really want people to start thinking about, is cryptographic solutions that are better than this. Maybe, mix them with lower-case letters.

/Rasmus

Jeg har fundet en løsning-(ish)...

Jeg har fundet en løsning på problemet - eller hvertfald ud af hvad det hedder! Tak til Lars Jorge Díaz for at sende mig i den rigtige retning!

Det hedder Graeco-Latin Squares, og er egentlig ret brugt i statistik, for at finde ud af hvilke testpersoner man skal parre med hvilke. Og det kan angiveligt løses for alle problemer større end 2 hold, pånær for 6 hold - og det er så her jeg må finde ud af hvorfor. En umiddelbar indskydelse, er at tallet 6, er deleligt med både 1, 2, 3 og 6. Men jeg er ikke sikker. Modsat er 8 jo også deleligt med 1, 2, 4 og 8.

Det må jeg undersøge lidt nærmere når jeg får fri. I mellemtiden, her er en række links:

Så er der lidt løsning!
/Rasmus

Tallene bag "Pubcrawl Paradokset".

Jeg stoppede i går aftes med at udvikle på Brute-Force algoritmen, for lige at køre tallene igennem i hovedet - for at sikre mig, at jeg nu ikke sad og forsøgte at løse et eller andet hovedkulds åndssvagt problem, som man ved at tage 2 skridt tilbage, ikke kunne finde en løsning på.

Hvis man kigger helt nøgternt på det, så vil der med 3 steder være følgende gældende:

  • Der vil være 6 deltagende hold (husk n = 2m). Og ud fra disse, vil man have 6!/2 = 360 mulige kombinationer af holdene (ex. 1 vs 2, 1 vs 3, osv.).
  • Til hver tid, skal der bruges 3 kombinationer af hold. Hvilket peger på at der er mulige kombinationer nok.
  • Det må være noget med at de skal prøve alle tingene én gang, der får det til at være uløseligt.

Jeg læste en spændende artikel om scheduling og graf-teori, jeg tror muligvis det er vejen at gå.

Nå, tilbage til det rigtige arbejde!
/Rasmus